Hvem tager eksamensnotater og hvornår?
I forbindelse med behandlingen af en klagesag på jurauddannelsen på X-Universitet blev censornæstformanden af universitetsadministrationen (Studentersager) spurgt om praksis vedrørende notetagning. Klagen vedrørte udover bedømmelsen den omstændighed, at eksaminator ikke havde taget noter i forbindelse med eksamen. Den pågældende censor havde således oplyst, at eksaminator og censor havde fordelt opgaverne, så eksaminator stod for at eksaminere, mens censor tog noter, som eksaminator fik tilsendt efterfølgende.
Administrationen fandt, at begge bedømmere burde have taget noter i forbindelse med voteringen. Dette havde administrationens juridiske enhed (Uddannelsesjura) tiltrådt med denne tilføjelse: ”Men hvis det er en udbredt praksis blandt censorkorpset, at kun den ene tager noter i forbindelse med eksamen (og det betragtes som begges notater) stiller det sig måske lidt anderledes. Hvis den praksis har foregået i længere tid, kan det være et moment, der taler for, at det ”bare” skal betragtes som et klagepunkt.”
Universitetsadministrationen ønskedes på den baggrund oplyst, om det censornæstformanden bekendt var en udbredt praksis, at kun den ene bedømmer tager noter.
Censornæstformandens svar er gengivet nedenfor
”Der kan efter min opfattelse ikke være tvivl om ordlyden af eksamensbekendtgørelsens § 24, stk. 2, der er sålydende: ”Under voteringen skal bedømmerne tage notater om præstationen og karakterfastsættelsen til brug for behandling af en eventuel klagesag. Notaterne skal opbevares i mindst 1 år, og herudover indtil en eventuel klagesag er afsluttet”.
Notatpligten påhviler entydigt både eksaminator og censor. Pligten gælder efter ordlyden af bestemmelsen alene under voteringen, men omfatter så også både den forudgående præstation og selve voteringen. I praksis tages der dog også noter under eksaminationen, så noterne under voteringen bliver en slags konklusion på eller resumé af noterne taget under eksaminationen. Dette fremgår også af de af Censorformandskabet udarbejdede regler om god censorskik, jf. nedenfor.
Det fremgår ikke af bestemmelsen, at man ved aftale mellem bedømmerne kan tilvejebringe en anden ordning, så alene censor tager notater. Jeg har heller ikke som censor ved jurauddannelsen på X-Universitet eller de tre andre jurauddannelser, som formand for eksamensankenævnet ved X-Universitet eller som censornæstformand været ude for eller hørt om sådanne aftaler. Nu er denne sag om aftalt notering alene, antager jeg, kommet frem i forbindelse med klagen, hvad der får en til at tænke, at det jo nok kan forekomme, omend, antager jeg igen, i mindre omfang. Jeg er i hvert fald aldrig stødt på det.
At notatpligten påhviler begge bedømmere, er nærmere omtalt under god censorskik på Censorkorpsets hjemmeside (https://juracensor.dk):
”Selvom det ikke fremgår af bekendtgørelsen, er notater taget under voteringen omfattet af reglerne om aktindsigt. Der er metodefrihed med hensyn til notering fra voteringen, og indholdet af notaterne bør selvsagt fremgå af eksaminators og censors fælles udtalelse i en evt. klagesag.
På Københavns Universitet har man valgt at udfærdige en voteringsprotokol. Det er dog frivilligt, om man vil anvende den.
Der er ikke pligt til at tage notater under den mundtlig eksamination, men både eksaminator og (især) censor bør tage sådanne med henblik på den efterfølgende votering. Styrelsen for Forskning og Uddannelse har henstillet til samtlige universiteter, at bedømmernes notater fra eksamen bør udleveres, hvis en studerende beder om notaterne i forbindelse med behandlingen af en eksamensklage. Der skal således i forbindelse med en anmodning om partsaktindsigt i notaterne tages stilling til aktindsigt efter forvaltningslovens regler herom”.
Jeg er i øvrigt enig i udtalelsen fra Uddannelsesjura, hvorefter der efter ordlyden af § 24, stk. 2, er tale om en retlig mangel, hvilket logisk må indebære, at afgørelsen, altså resultatet af eksamen, er ugyldig. Men jeg er også enig i, at det måske kan stille sig lidt anderledes, hvis der er tale om en praksis gennem længere tid i censorkorpset, hvorefter kun den ene bedømmer (censor) tager notater, som så betragtes som begge notater. Som nævnt mener jeg ikke, at der er en sådan praksis. Hvis der kunne påvises en sådan, mener jeg i øvrigt, at det må være op til Styrelsen at overveje hensigtsmæssigheden af en sådan praksis og givet fald justere reglerne i overensstemmelse hermed.
At notatpligten påhviler begge bedømmere, betyder ikke, at eksaminators og censors situation er den samme. Eksaminator skal forestå eksaminationen ved siden af udøvelsen af notatpligten, mens censor har bedre mulighed for at notere undervejs i eksamensforløbet. På den anden side vil eksaminator have et indgående kendskab til faget og ofte være forsynet med et papir med underspørgsmål mv. til det pågældende eksamensspørgsmål, hvor eksaminator let kan notere, mens censor normalt alene vil have eksamensspørgsmålene og derfor principielt starter med et blankt stykke papir hver gang.
Min erfaring er i øvrigt, at de fleste eksaminatorer gør notater under eksamensforløbet omend i mindre omfang end censor. Nogle eksaminatorer er på forbløffende vis i stand til både at eksaminere helt tilfredsstillende og samtidig i tage noter i tilstrækkeligt omfang. Men der er også eksaminatorer, som har meget svært ved at eksaminere og samtidig tage notater i blot nødtørftigt omfang. Det betyder, at voteringen for eksaminators vedkommende alene eller i hovedsagen støttes på erindringen om forløbet, mens censor også kan henvise til sine notater. Det betyder i et eller andet omfang en ubalance ved voteringen. Det kan dog almindeligvis ikke være et større problem, da eksaminationen er sket kun kort tid - minutter - forinden. Men det bliver et problem efterfølgende ved en evt. klage, da notater efter § 24, stk. 2, skal tages af begge bedømmere netop af hensyn til en evt. klage.
Måske ville det være en god idé, at det ved lejlighed præciseres i bekendtgørelsen, hvad notatpligten nærmere går ud på, og om den ligefuldt påhviler eksaminator og censor”.