Censors opgaver

Regelsættet bag

Almindelige regler om censorernes virke fremgår af eksamensbekendtgørelsen (BEK nr. 1121 af 19/9/2025) og censorbekendtgørelsen (BEK nr. nr. 920 af 4/7/2024), som indeholder regler om, hvorledes der skal forholdes ved uenighed mellem eksaminator og censor (§ 25 stk. 1 og stk. 2 samt § 26 stk. 1 og stk. 2 i eksamensbekendtgørelsen). Begge bekendtgørelser er udstedt med hjemmel i universitetsloven. Hertil føjer sig karakterbekendtgørelsen (BEK nr. 1125 af 04/07/2022).

For god ordens skyld bør tillige nævnes cirkulære nr. 12407 af 17. januar 2001 om timelønnet undervisning samt cirkulære om censorvederlag udstedt af Finansministeriet.

Se alle regelsæt her.

Censors opgaver

Efter eksamensbekendtgørelsens § 10, stk. 3, skal bedømmelsen ved eksterne prøver foretages af en eller flere censorer, der er beskikket af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Censor skal efter § 10 i censorbekendtgørelsen påse:

  • at eksamener og prøver gennemføres i overensstemmelse med gældende regler, og
  • at de studerende får en ensartet og korrekt behandling, herunder at deres præstation får en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne for karaktergivning i bekendtgørelse om karakterskala ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område, eller hvor eksamen/prøven er bedømt efter regler fastsat i den pågældende uddannelses eksamensbekendtgørelse eller uddannelsens regler.
    Stk. 2. Konstaterer censor, at ovenstående ikke er opfyldt, afgiver censor beretning herom til uddannelsesinstitutionen med kopi til censorledelsen.

Bedømmelsen skal efter eksamensbekendtgørelsens (BEK nr. 1121 af 19/9/2025) § 23 finde sted på baggrund af en samlet vurdering af, i hvilken grad præstationen opfylder de krav for faget, som er fastsat i uddannelsesbekendtgørelse og studieordning.

Ud over censuren påhviler der efter censorbekendtgørelsens § 11 censor nogle yderligere opgaver:

  • virke som censor ved uddannelsens eksterne eksamener og prøver, jf. § 10,
  • bistå censorledelsen med at rådgive om uddannelsernes eksamensformer,
  • ved eksamensterminens afslutning afgive beretning om eksamensforløbet til uddannelsesinstitutionen til brug for dennes løbende kvalitetssikringsarbejde og til censorledelsen til brug for årsberetningen, jf. § 15, stk. 1, nr. 4,
  • medvirke ved behandling af faglige klager og anker over eksamen og prøver, og
  • orientere institutionen ved mistanke om eksamenssnyd.

Det er vigtigt, at censor udover at sikre, at reglerne i eksamensbekendtgørelsen bliver overholdt, også udøver god censorskik. Det indebærer bl.a. at medvirke til, at eksamenssituationen forløber på en både korrekt og naturlig måde, hvor eksaminanden får en fair mulighed for at få afprøvet sin viden, og hvor eksaminandens særlige situation (nervøsitet mv.) håndteres hensynsfuldt og professionelt. God censorskik skal også bidrage til, at eksaminanden gennem eksamensforløbet forstår, hvorfor præstationen er blevet bedømt med den givne karakter.